Flot fremmøde ved den årlige affaldsindsamlingen i Gentofte
Der var flot fremmøde ved den årlige affaldsindsamling i Gentofte, der arrangeres i et samarbejde mellem Gentofte Kommune, DN Gentofte, Plastic Change og Grøn Guide Gentofte. Billedet viser nogle af de aktive indsamlere i Nymosen; Karin og Finn med en indkøbsvogn fyldt op med en guldcykel , cigaretskod, metaldåser, og en masse plastaffald. Karin holder et af de kort med ruter, som Åke Sandö fra Nymosens Venner hvert år udarbejder til affaldsindsamlingsdagen, så de frivillige bliver jævnt fordelt over hele Nymosen. I alt mødte 130 indsamlere op på de to indsamlingssteder; Nymosen og Charlottenlund Strand, og der blev indsamlet i alt 468 kilo affald hvoraf 95 kilo var plastaffald (skønnede tal).
Stor aktivitet i affaldsindsamlingsugen
Ugen op til affaldsindsamlingsdagen har der været godt gang i DNs og Gentofte Kommunes affaldsindsamlingsuge. I Gentofte var 17 daginstitutioner ude med trækvogne og robotarme – en enkelt indsamlede udelukkende med robotarme, så 18 daginstitutionerne var at se i gadebilledet. I trækvognen kan affaldet sorteres i forskellige rum og sendes videre til genanvendelse (plast, glas og metal). Det der ikke kan genanvendes, sorteres fra som restaffald og sendes videre til forbrænding. I år har Affald og Genbrug udviklet et nyt koncept til skoler og de besøgte 3 skoler under affaldsindsamlingsugen. Konceptet vil fortsætte i forbindelse med Ren By Hver Dag kampagnen.
Byg en humlebikasse
I marts begynder de første humlebidronninger at dukke op efter deres lange vinterhi. De er sultne og leder efter nektar, som de på denne tid af året bl.a. finder i pil, krokus, påskeklokker, lungeurt , korsknap og lærkespore. Udover nektar og pollen er humlebierne på jagt efter et egnet redested , en forudsætning for at en ny generation af humlebier kan komme på vingerne. Både med hensyn til føde og egnede redesteder har humlebierne det svært. Ved at lave en redekasse til humlebierne og sørge for at haven har blomstrende planter fra marts til oktober kan man yde en håndsrækning til de trængte humlebier. Humlebierne vil betale tilbage i form af bestøvning af frugttræer og bærbuske og mange andre nytteplanter. Humlebier har derudover en vigtig rolle som bestøvere af vore vilde planter og er en nøgleart i fødekæderne. Det påvirker andre arter i negativ retning når humlebierne går tilbage.
Lørdag den 18. marts inviterede Dyssegård Bibliotek, sløjdlæreren Marianne Ilsnæs og Grøn Guide til en workshop, hvor deltagerne kunne bygge deres egen humlebikasse og efterfølgende indrette kassen. Der var udsolgt til arrangementet, men der findes vejledninger i at bygge og indrette humlebikasser på nettet.
Se f.eks: http://www.naturninja.dk/oplevelser/byg-et-bo-til-humlebierne/
Nye grejkasser
Igen i år har Grøn Guide gennem naturvejlederforeningen modtaget 2 grejkasser til udlån til daginstitutioner. Hvis I har lyst til at udforske Krible Krable universet kan I henvende jer til Grøn Guide for nærmere aftale om hvor og hvornår I vil bruge kassen.
Temadage hos Gentofte Børnevenner
Naturvejlederforeningens landsdækkende Krible Krable kampagne finder sted i maj 2017 – som forrige år i samarbejde med DR Ramasjang. I samarbejde med Gentofte Børnevenner udbyder Grøn Guide 6 temadage hvor vi undersøger og laver aktiviteter om de Krible Krable dyr der lever i villahaven hos GBV. Undervisere på dagene vil på skift være naturvejleder Karen Stevnbak og Grøn Guide.
Bioblitz ved Gentofte Sø onsdag den 7. juni kl .20-24 samt torsdag den 8. juni kl. 8:00 – 20:00
– kom og vær med
Et meget stort antal dyre-, plante- og svampearter er tilknyttet Gentofte Sø og Brobæk Mose. Kom og vær med, når vi arrangerer en såkaldt bioblitz i området. En bioblitz giver et øjebliksbillede af artsrigdommen. Som deltager hjælper du med at indsamle arter fra området. Du kan også hjælpe med at bestemme arterne, evt. med hjælp fra de eksperter der deltager på dagen. Med din deltagelse er du med til at tegne et mere nøjagtigt billede af områdets artsrigdom. Du kan møde op når det passer ind i dit program . Der gives en introduktion til bioblitzen onsdag kl. 20 og torsdag kl. 10, 12, 14 og 16 og 18.
Arrangører : DOF Gentofte, DN Gentofte, Grøn Guide Gentofte
Stadig ledige pladser på have kursus: – Se hele programmet her på hjemmesiden
Frodig have (Foto: Karen Stevnbak)
Husk gratis kompost på genbrugsstationen Ørnegårdsvej 15 frem til 30. april
Grøn Dag på Genbrugsstationen
Lørdag den 29. april holder vi Grøn Dag på Genbrugsstationen kl. 10-14. Kom forbi på dagen og få en genbrugsspand med frisk forsyning af kompostorm og råd om kompostering ved Grøn Guide. Har du have men endnu ingen kompostbeholder kan du blive skrevet op til en gratis beholder hos Affald og genbrug. Du kan også få frø og høre mere om hvordan du kan beskytte dit grundvand ved Natur og Miljø.
Lej høns hos Grøn Guide:
Lej 2 høns i fire uger – 800 kr. , foder kørsel, halm og strøelse inkluderet . Skriv dig på ventelisten nu hvis du er interesseret i at afprøve hvad det indebærer at holde høns. Skriv til: libj@gentofte.dk hvis du vil på listen.
Læs mere på : https://gg-gentofte.dk/hons/#1507193115600-ac404ae3-3f6b