Juledekorationer af naturmaterialer – Lørdag den 29. november kl. 11-13
Kom i julestemning i Grøn Guides værksted, hvor du kan fremstille din egen juledekoration af naturmaterialer; birketræsskiver, kogler, mos og bær. Dekorationen pyntes med bivokslys, som du selv ruller. Ingen tilmelding – alle er velkomne.
Jægersborg Bibliotek; Smakkegårdsvej 112, 2820
Nye energibesøg
Her i fyringssæsonen tilbyder Grøn Guide daginstitutioner, bosteder med flere et gratis energibesøg. Under et energibesøg ser vi på mulighederne for at spare el, vand og varme gennem adfærdsændringer og nemme tekniske løsninger. Besøgene er til inspiration og udbydes lige nu til de nye klimaambassadører fra bosteder med mere i Gentofte, som Grøn Guide holdt oplæg for i oktober.
Infostand på byttemarked
Grøn Guide medvirkede på byttemarkedet på Dyssegård Kombibliotek den 8. november med en infostand om genbrug med særligt fokus på genbrug af aluminium , batterier og tøj samt PR for I-genbrug; Gentofte Kommunes projekt med genanvendelse af effekter, der er for gode til at ende som affald.
Langt de fleste af byttemarkedets 200 gæster besøgte infostanden.
25 år med Svanen
Det nordiske miljømærke kan i november 2014 fejre 25 års jubilæum. Svanemærket findes på varer og ydelser der hører til de mest miljøvenlige på markedet. Der stilles skrappe miljøkrav til de svanemærkede produkter under hele varens livscyklus. Kravene strammes løbende. Der er bl.a. skrappe krav til kemikalier, herunder stoffer der anses for at være hormonforstyrrende. Certificering og kontrol af svanemærkede varer og produkter foretages af en uafhængig instans. Stadig flere varer og serviceydelser kan pynte sig med Svanen – i 2014 er antallet 8.000 alene i DK.
Vinterpause i hønseudlejningen
Udlejningen af hønsefræsere er sat på pause hen over vinteren. Planen er at starte op igen i marts 2015 med nye høns og nyudviklede bure, der nemmere kan transporteres rundt mellem lejerne. Det dejlige foto af hønsene er taget af David Jeppesen i marts, da hønsene indgik i temauge på Munkegårdsskolen.